Var til generalforsamling i den lokale idrætsforening i går aftes.
Både min bror, far og mor var også mødt op.
Min far under påskud af, at jeg skulle have en lederpris.
Så min far gjorde sit kamera klar og blev meget overrasket,
da det var ham, der blev æresmedlem i foreningen for sit store
frivillige arbejde siden 1968.
Min fars hjerte banker for svømning. Han underviste børn i mange år, nu uddanner han livreddere. Sejt. Men han har også hjulpet til i de andre foreninger.
I mange år sad han ved musikbordet til gymnastikopvisninger,
hjalp altid med at stille op til halbal og ryddede op efter halbal.
Her hjalp både mig og min bror også en overgang, ja tænk sig,
at vi stod tidligt op og gik rundt og samlede tomme ølkrus, dåser og poser.
Cool når man fandt en 20´er *ha ha*
og så hjem til et varmt køkken med lune rundstykker.
Jeg er stolt af ham.
Mine forældre er klart et stort forbillede for mig.
De har begge trukket et stort læs i frivillighedens tegn.
Hvor var vi uden frivillige hænder?
Yder du en frivillig indsats?
Hvordan får vi vores børn og unge mennesker til at tage et ansvar og hjælpe til,
uden nødvendigvis at få løn herfor?
Tillykke far, det har du fortjent!