HUN HAR DA SÅ EVIG RET!
----------------------------------------------------------------------------
Nogle gange undrer jeg mig over, hvad I alle sammen har så travlt med. Det er mest jer kvinder, jeg snakker til her.
Jeg står selv midt i den voksne kvindes travleste tiår, 30’erne. Der, hvor der skal gøres allermest karriere, fødes og kvalitetstidsopdrages børn, kommes »tilbage i form«, koges simremad, tages på romantiske weekendture og bitchslappes chefer til lønforhandlinger.
Det er de store spørgsmål, der skal udredes og udleves her. Hvor mange børn skal vi have? Skal jeg være chef eller udleve mit krea-gen? Selvstændig eller lønseddel? Forstad eller centrum? Hot yoga eller crossfit? Nogens kone eller singlesjov igen?
Så vi har travlt, selvfølgelig har vi det. Men mit sociale liv er på tragisk vis forvandlet til en evig afsøgning af datoer for at se jævnaldrende kvinder.
Det er nu ikke, fordi jeg er sådan en patetisk, halvkedelig en, som ingen gider se. Faktisk bliver jeg hele tiden inviteret til dat og dat og kontaktet af folk, der vil drikke drinks, idéudvikle på et fælles projekt, kickstarte en ny kvindebevægelse eller noget andet fint og sjovt.
Men der sker noget med kvinder i 30’erne. Jeg har brugt en del af vinterens stille aftener på at filosofere over det, hver gang endnu en aftale er gået i fisk. Hvorfor smutter de fra mig? Venindeskaber glider i disse år ud i sandet. Bøvl og langtidsplanlægning. Børn, stress, kærester, deadlines, karriereplaner, forældremøder, halvmaratontræning, murermestervillajagt. Der er mange forklaringer.
Status p.t. er, at jeg lige nu er involveret i fire forskellige doodle-afstemninger. For de uindviede kan jeg fortælle, at doodle er et online-redskab til at finde datoer, hvor flere i en gruppe har tid til at ses.
Jeg tror, det er 2-3 år siden, jeg modtog min første anmodning om doodle-deltagelse og tænkte wow og fagre nye, smarte verden. Nu hader jeg doodle. For doodle er et symptom på, hvor travlt folk har. Vi kan nemlig ikke længere bare ses engang i næste uge efter arbejde. Næh, vi kan ses den sidste weekend i september, kan vi. Og når vi så endelig kommer frem til den sidste weekend i september, så er momentum naturligvis forpasset. Og det passer alligevel ikke rigtig ind i den travle kalender. Så bliver den længe ventede aftale aflyst med undskyldninger om stress og jag på arbejdet og for meget fravær fra børn og kæreste. »Det er klart«, svarer jeg hver gang, men jeg synes faktisk ikke, at det er spor klart.
Jeg oplever for eksempel ikke, at mænd i samme grad har svært ved at finde tid til at se hinanden. Faktisk står den næsten altid på dag til dag-aftaler med mine mandlige venner og bekendte. De har åbenbart ikke helt så travlt. Så er det, at jeg undrer mig over, hvad det dog er, alle de her damer i 30’erne har så travlt med?
Læser I mange bøger? Ser I mange film? Er det knibeøvelserne, der stjæler aftenerne? Afstemmer I dankort-boner fra Brugsen? Netshopper? Indhenter forsømt arbejde, fordi I skulle hente børn til pædagogisk korrekt tid (kl. 15.00)? Skånevasker jeres dyre silketoppe i håndvasken? Opdaterer Facebook med billeder fra krydderurtehaven?
Jeg undrer mig. Hvor bliver tiden af? Og endnu vigtigere: Er det fedt at leve sit liv i underskud på den måde? Det er måske den mest alvorlige side af doodle-damerne. For I virker forjagede og i konstant konflikt med det, I gerne vil, og det, I kan.
I vinter skulle jeg afstemme om en polterabenddato med en folk kvinder. Jeg brækkede mig af grin over, at brudepige-førstedamen mailede om en sommeraften i den fjerne fremtid, mens decembersneen faldt udenfor. Og svarede ja til alle lørdage i sommermånederne. Men der var flere af de deltagende kvinder, der allerede der, syv måneder før, kunne se, at der desværre ikke ville være nogen ledige weekender. I år. »Hallo kære maskine, er du lykkelig nu«, som Thomas Helmig kunne spørge i en popsang?
Jeg ville personligt hade at have så skemalagt et liv. Af samme årsag, som jeg har det svært med alle disse ’save the date’-mails, endeløse rækker af flyttede og aflyste aftaler og doodle-afstemninger om, hvorvidt vi kan afgive noget af vores dyrebare tid til hinanden.
Relationer mellem mennesker skal helst skal være noget lystbetonet og højtprioriteret. Sætter vi barren for højt i det moderne kvindeliv, siden tiden bliver så knap? Selvfølgelig kan alle have travle perioder, men ingen kan jo holde til at leve ti år i undtagelsestilstand.
Selv er jeg begyndt at hænge ud med kvinder i 20’erne i stedet. De har masser af tid, vil hele tiden drikke øl, og når først man har lært at afkode deres sms-sprog med panda-giff’er, FTW-forkortelser og blinkende hjerter, så kører det. Impulsive grillmiddage med søde naboer og fester med de mandlige kolleger fra redaktionen fylder også op, mens jeg venter på mine jævnaldrende veninder.
Så kære kvinder i 30’erne: Vi ses på den anden side. Jeg glæder mig til at være midaldrende og have god tid med jer.
Klumme bragt i Politiken fredag 21. juni 2013.
DITTE GIESE
